Fænomenet "at blogge"

Jeg har ikke skrevet på min blog i lang tid, da jeg har været meget i tvivl om, hvordan jeg skulle gribe det an, og hvad min holdning til det er!


Det, der har holdt mig tilbage, har først og fremmest været, at de indlæg, jeg skriver, både skal læses af medstuderende og af underviserne. For mit vedkommende, så har jeg forskellige kasketter på, eller forskellige "adresser", når jeg vil henvende mig til de to grupper af publikum.
I forhold til underviserne, så er det materiale jeg udformer, noget jeg skal bruge i en eksamens-situation, og der er, for mig, klare normer for, hvad det skal indeholde, og hvilket grundlag det vil blive behandlet ud fra.
I forhold til medstuderende er jeg på nuværende tidspunkt stadig usikker på, hvad der er vores fælles grundlag (udover at vi går på samme årgang), og hvilke normer der er herskende. Jeg har svært ved at skrive til nogen, som, når jeg møder dem på gangen, end ikke er på hilse-stadie med. Jeg har det meget bedre, når jeg skriver til nogen som jeg har siddet over for og som jeg har dannet mig et indtryk af ved at have en gensidig dialog, hvor mimik, kropssprog, underspillet humor og ironi kan få lov til at være en medspiller.



Udover det ovenstående dilemma mellem at skrive til henholdsvis en kendt og en ukendt modtager, så har jeg ogsåoplevet, at jeg har svært ved at skulle skille fagligt stof fra ikke-fagligt stof. Underviseren har anvist at bloggen skulle være af faglig karakter, hvilket jeg mener, er en god ide.

Men det er her, jeg oplever et andet dilemma, for hvis jeg havde været en uddannet bibliotekar, ville det være enklere at skrive på en faglig blog, for der skulle jeg behandle et emne ud fra arbejdspladsens holdninger/normer.

Når jeg tager en uddannelse vil jeg (forhåbentlig) altid blive formet/dannet af den proces, og jeg vil ændre mig, som menneske. Når jeg i en opgave så bliver bedt om at fortælle hvad jeg synes om et, for mig relativt nyt og anmassende, emne/undervisningsforløb, har jeg svært ved at udelukke personlige holdninger og værdiantagelser. Jeg vil få mine forforståelser og fordomme i spil, og det er, udover det faglige, en indgriben i mig som privatperson For mig opleves det som en glidebane mellem det rent faglige og det ikke-faglige/private, hvilket jo er positivt og nødvendigvis ikke udgør et altoverskyggende problem, hvis blot det ikke var for dilemma #1!!

Hvad skriver jeg til hvem! Hele det her koncept er mudret for mig - jeg har brug for at vide hvem der sidder i den anden ende, før jeg føler jeg kan bruge dette værktøj optimalt, som deltagende bruger.



Som Kierkegaard siger:"Vi holder hinandens liv i vores hænder." Jeg har bare brug for at vide hvem der rækker hånden ud!